Positivitet kræver mod; når kræfterne er svækkede, da skal man ikke bare hente realisme i sig, men også det mod, der ligger i morskaben og humoren – intet er værre, som engang i Information, end selvretfærdige og bitre skribenter, der syntes at have desto mere ret, jo mere forargede, de var over at andre ikke kunne se det – de ville ikke have ret, de ville have det privilegerede stade, der er urettens vedholdende ukuelighed, rettens altid tilfredsstillende uopnåelighed, den i livet altid forsagte retfærdighed, der kun er sød, fordi den aldrig lader sig realisere – med denne indstilling, altså. Positivitet er i grunden latterens mangel på selvretfærdighed, ja måske overhovedet dens mangel på retfærdighed – dét er netop, hvad vi finder så svært at le os ud ad, og hvad vi alene kan le os ud ad. Derudover må latteren kende kærlighed; at den overhovedet kommer, er jo kun ærlighedens forsøg på at være tro mod sig selv, idet den både véd at måtte afsløre en sandhed, men også kender mildhedens forbehold, der netop således udøves og afsløres i latteren og det hensyn, den tager til mennesker, der kun finder sig hensynsløst behandlet, hvis ikke de kan grine med, og, når de kan, ikke bare tager parti for sagen, men også for dig.